UNG:DOX

Kafka for Kids

Roee Rosen / / 2022

Franz Kafkas berømte novelle om en mands forvandling til et insekt, filmatiseret som en surrealistisk udgave af ‘Fjernsyn for dig’ af den israelske samtidskunstner og ikonoklast Roee Rosen.

I Franz Kafkas berømte novelle ‘Forvandlingen’ bliver den stakkels Gregor Samsa langsomt, men sikkert til et insekt af udefinerbar art. Hvorfor? Det gør han bare. Kafkas hårrejsende og hysterisk morsomme fabel er i hænderne på den israelske samtidskunstner, satiriker og ikonoklast Roee Rosen (der for nylig havde en stor soloudstilling på Kunsthal Charlottenborg) blevet til noget, der bedst kan beskrives som en surrealistisk udgave af ‘Fjernsyn for dig’ – hvis den da overhovedet kan beskrives! Men lad Dem ikke narre: ‘Kafka for Kids’ er kun for børn i voksenalderen. Som altid hos Rosen er det autoriteterne, der står for skud én efter én, når alt fra politik og filosofi til sproget selv bliver vredet af led i hans balstyriske show.