UNG:DOX

Kiss the Future

Nenad Cicin-Sain / & / 2023

U2 i Sarajevo. En af rockhistoriens vigtigste koncerter - og den utrolige historie om hvordan den kom i stand, fortalt af bandet selv og af de overlevende fra den belejrede bys livlige punkscene i de mørke år i 1990’erne.

 

 

Hvad sker der, når en hel by lever som om hver dag kunne blive den sidste? Berlinale-hittet ‘Kiss the Future’ fortæller den inspirerende og medrivende historie om den undergrundskultur, der imod alle odds opstod i Sarajevo i 1990’erne – og om hvordan en folk unge idealister ad utrolige omveje fik hul igennem til U2 og overtalte verdens største rockband til at sende live-tv fra den belejrede by til hele verden under bandets Zoo TV-turné. Et projekt, der kulminerede i en legendarisk koncert, da byen endelig blev befriet. I Sarajevo opstod der nemlig et livligt rock- og punkmiljø i de fire år fra borgerkrigens udbrud i 1992, hvor byen var belejret. Bono og de andre U2-medlemmer medvirker side om side med de overlevende fra Sarajevo i en vild, gribende og overraskende morsom historie om at vælge musikken som våben. Man får gåsehud når lastbilerne med bandets gear endelig ruller ind i byen og bliver modtaget med klapsalver som optakt til én af rockhistoriens vigtigste koncerter, som vi selvfølgelig oplever fra første parket som finale.