UNG:DOX

Lars on Lilholt

Henrik Veileborg / / 2023

Kald det lige hvad du vil – sikkert er det, at den snart 70-årige, folkekære sangsmed er ’still going strong’ og gavmildt deler ud af fortællinger fra livets landevej.

Fra en række hotelværelser på turné med hans unge musikere fortæller Lars Lilholt om sit lange liv i musikkens tjeneste, og om vendepunkter, der har haft betydning for ham som menneske, musiker og sangskriver. Vi hører om spillemanden Otto Trads, der forankrede Lilholt i folkemusikken, om anerkendelse fra ungdomshelten Björn Afzelius og om hvordan ’Kald det kærlighed’ – Lilholts til dato største hit – blev født i afmagt og vrede. Med turné-livets banale rutiner som bagtæppe hører vi strofer fra Lilholts store bagkatalog, helt nyt materiale, og sange fremført live under turnéen. Vi fornemmer døden, der et par måneder vandrede tæt ved Lilholts side, og oplever musikken som et livsbekræftende mødested mellem generationer.
 
Filmen vises denne ene gang – på Lars Lilholts 70 års fødselsdag  på det store lærred og efterfølgende griber filmens instruktør en guitar og så er der Lilholt-fællessang i Grand Teatret, simultant med filmens visning på TV 2 Charlie. Filmen varer 50 minutter og fællessangen ca. 20 minutter.