UNG:DOX

Love to Love You, Donna Summer

Roger Ross Williams & Brooklyn Sudano / / 2023

Dronningen af dansegulvet bliver fejret som fortjent i en overdådigt glamourøs og samtidig dybt personlig portrætfilm. Fortalt af Summer selv på lydsiden til en guldmine af sjældne klip, og co-instrueret af hendes datter.

På enhver Top 5 over de mest ikoniske disco-sange er der ingen vej udenom de to sensuelle super-bangers ’I Feel Love’ og ’Love to Love You’. Donna Summer var discoens stemme og ansigt i dens gyldne storhedstid i 1970’ernes storbyer, hvor den ultra-hedonistiske musik blev selve soundtracket til den LGBTQ+ revolution, der eksploderede ude på dansegulvene. Guld, glam og glitter! Det er den ene side af historien om pop-ikonet og superstjernen Donna Summer, som vi oplever fra første række under hendes legendariske live-performances. Den anden side af hendes liv er mindre kendt, og den fortæller hun selv i en film, der tegner et nuanceret billede af et privat familiemenneske, der tacklede livets op- og nedture ved siden af livet på verdens største scener og natklubber. Summer fortæller sin egen historie på lydsiden til en billedstrøm af de hjemmevideoer, som hun selv optog. Vi har kigget i krystalkuglen og kan allerede afsløre, at ‘Love to Love You, Donna Summer’ bliver en af årets store sensationer på det store lærred.