UNG:DOX

Moderat: The Last Days

Elisa Mishto & Alexandre Powelz / / 2022

Ømhed, humor og intelligent danse-musik. Kom helt ind under huden på superstjernerne i Moderat i denne cinematografiske kraftpræstation af en kortfilm om venskab og usikkerhed.

Efter 10 år sammen på en udmattende verdensturné annoncerede Gernot, Sascha og Szary i 2017 et kreativt afbræk fra deres fællesprojekt, IDM/technopop-bandet Moderat. Ikke sikker på om de nogensinde vil stå på en scene sammen igen, lod de sig interviewe på et hotelværelse – adskilt fra hinanden – og de ekstraordinært intime samtaler bliver bragt til liv i filmen med stor kunstnerisk finesse. Sort-hvide billeder af musikerne manifesterer sig langsomt på lærredet som akvarelmalerier, mens vi hører dem beskrive hinanden, sætte spørgsmålstegn ved det dominerende billede af maskulinitet i musikverdenen og betro os deres frygt, usikkerhed og drømme. Det er en film om venskab og smerten og skønheden ved at lave musik sammen – og det hele eksploderer til sidst i ren techno-katarsis!