UNG:DOX

Paradise

Alexander Abaturov / & / 2022

En voldsom hedebølge sætter de sub-arktiske skove i flammer, men myndighederne er ligeglade. Lokalbefolkningen rykker sammen for at slukke infernoet og bekæmpe Dragen i en monumentalt cinematisk film fra verdens ende.

En lille landsby ligger indhyllet i orange røg og sort aske. Skoven brænder, og flammerne nærmer sig hastigt. Men ingen venter på hjælp fra regeringen, for den tyndt befolkede by ligger fjernt fra alting i det nordøstlige Sibirien. Og her har de russiske myndigheder ingen forpligtigelse til at bekæmpe naturbrande. Overladt til deres egen skæbne slår landsbybeboerne sig sammen for at tæmme det inferno, de har døbt Dragen. Gnisterne bliver båret frem af vinden, flammerne spreder sig, og kameraet følger mændene på vej ind i skovens røde skær. ’Paradise’ er en episk film i det hele store cinematiske format om skovbrande, sammenhold og klimaets hastige forandring i polarområdet. En film, der for enhver pris skal opleves på det store lærred.