Silent Extinction
Maja Friis / / 2023
Filmvisning og talk. Oplev en korals reaktioner på de stigende vandtemperaturer i et visuelt værk, der for første gang dokumenterer den tragiske skønhed i korallernes truede eksistens. Vises i loop fulgt af en talk mellem kunstneren og forsker Elena Bollati.
I tæt samarbejde med et hold af koralforskere har kunstner og filmskaber Maja Friis brugt makro-optikker til at studere de ellers usynlige bevægelser og ændringer i adfærd hos de koraller, der lever deres langsomme liv i en undervandsverden af stille uddøen. ‘Silent Extinction’ er et portræt i levende billeder af koralarten Fungia, der undergår en komplet forvandling som en reaktion på de stigende temperaturer. Korallen blev filmet uafbrudt dag og nat over en periode på flere uger, hvor den blev udsat for et videnskabeligt eksperiment, der simulerede havenes egne varmebølger. Den grundige proces har gjort det muligt at fange korallens øjeblikkelige respons til ændringer i vandtemperaturen på en måde, der aldrig tidligere har været dokumenteret visuelt. ‘Silent Extinction’ varer 12 minutter og vises i loop fra klokken 18-20, hvorefter der vil være en talk mellem værkets skaber Maja Friis og forsker Elena Bollati.