UNG:DOX

Smoke Sauna Sisterhood

Anna Hints / , & / 2023

En gruppe kvinder sidder i en rygende varm sauna og udveksler livsfortællinger. En smuk, usentimental film om kvindelighed, solidaritet og saunakulturens helt særlige fællesskab på tværs af aldre og kropsformer – og filmet med en helt usædvanlig nærhed.

En røgsauna er et helligt sted, hvor du kan rense dig selv. Sådan lyder det fra en stemme indhyllet i røg og damp. Men hvem tilhører stemmen? En mor, en bedstemor, alle mødre, Moder Jord? Inde i en ophedet træsauna ude midt i en skov mødes en gruppe kvinder og deler deres erfaringer og mest personlige historier, mens et sanseligt kamera indrammer deres nøgne, kurvede kroppe i smukke nærbilleder. Fortællinger om overgreb og seksuel vækkelse, lyst og skam blander sig med latter og varme momenter af stor samhørighed kvinderne imellem. Det eneste brud i de tusmørke billeder er når de forlader saunaen for at lade sig glide ned i et forfriskende vandhul, hvis størrelse er defineret af årstiden og den natur, de er omgivet af. ’Smoke Sauna Sisterhood’ er et intimt indblik, der med en formidabel kraft og sanselighed indfanger det særlige fællesskab og den fortrolighed, der kun kan opstå i en sauna.