UNG:DOX

The Buriti Flower

Renée Nader Messora & Joao Salaviza / Portugal & Brasilien / 2023

Fortryllende smuk og mørk hybridfilm fra de brasilianske skove om det oprindelige Krahô-folk og deres kamp for frihed, mens omverdenen forsøger at stjæle og ødelægge deres territorium. En af det sidste års bedst anmeldte film i Cannes.

Lige midt i Brasiliens geografiske hjerte ligger Kraolândia Indigenous Land. Her holder det oprindelige stammefolk Krahô til og har gjort det i hundredvis af år. Men ligesom alle andre oprindelige folk er Krahôerne under pres fra omverdenen og må kæmpe for ikke at blive slugt af globaliseringens store mund. Set igennem hendes datters øjne, går Patpro Krahô igennem tre perioder af det oprindelige folks historie. Fra ritualer og kærlighed til naturen over en traumatisk massakre og til i dag, hvor sjældne dyr bliver stjålet fra territoriet, traditionelle ceremonier udføres iført shorts og bukser, og hendes datter pludselig gerne vil sove på en madras. Fortid støder sammen med nutid, og omverdenens kaos influerer Krahô-folkets minder, historier og perspektiver i sådan en grad, at Patpro må drage til hovedstaden Brasilia for at deltage i en stor konference om landets indfødte folk og forsætte modstanden og kampen for hendes folks frihed. ’The Buriti Flower’ er et tålmodigt hybrid-portræt af Krahô-folket, svøbt ind i overdådigt smukke billeder fra den dybe, fugtige, farverige, mørke skønhed, der er de brasilianske skove.