UNG:DOX

The Other Profile

Armel Hostiou / / 2023

Årets vildeste historie er en elementært spændende og komplet uforudsigelig detektivfilm fra Kinshasa, hvor en fransk filminstruktør skal finde sin egen dobbeltgænger. En film om virtuelle identiteter i et post-kolonialt århundrede.

Den franske filmskaber Armel Hostiou opdager at han har en dobbeltgænger i Kinshasa. Nogen har lavet en falsk Facebook-profil i hans navn for at svindle håbefulde skuespillere for lidt småpenge. Så Armel tager til Congos enorme hovedstad for at opspore ham, og der starter en af årets vildeste og mest uforudsigelige film. En elementært spændende og underholdende detektivfortælling om en hvid filmskaber på kulturel udebane, som med dyb selvironi og i det ene twist efter det andet også bliver en historie om internettet, virtuelle identiteter og post-koloniale kampe i det 21. århundrede. Armel får hjælp af en gruppe unge, lokale kunstnere, der diskuterer post-koloniale teorier og tager dobbeltgænger-mysteriet noget mere afslappet end deres europæiske gæst. Men hver gang man tror mysteriet er opklaret – og det tror man allerede halvvejs! – tager ‘The Other Profile’ en ny drejning. For som en ældre mand siger til Armel omkring et lejrbål midt om natten i en scene, der får de små hår til at rejse sig: ‘Hvis du leder efter det falske inde i dig selv, så finder du det.’