UNG:DOX

The Tuba Thieves

Alison O’Daniel / / 2023

En serie af mystiske tuba-tyverier plagede de californiske musikskoler i årevis. Gåden rumsterer fortsat i denne tilbagelænede og legesyge hybridfilm fra Los Angeles af en hørehæmmet instruktør, der bruger tegnsprog og undertekster kreativt.

Atmosfæren er lige så cool, tilbagelænet og umiskendeligt californisk som Chet Bakers trompet, men det er et noget mere aparte instrument, der er i centrum i den hørehæmmede filmskaber Alison O’Daniels charmerende og legesyge hybrid-debut. De californiske musikskoler var nemlig i årevis plaget af en mystisk serie af tuba-tyverier, der aldrig blev opklaret. Tubaerne er en Hitchcock’sk MacGuffin i en film, der i stedet udvikler sig som et varmt og vildtvoksende portræt af et fællesskab af hørehæmmede i Los Angeles. I et nyskabende og originalt greb udgør tegnsprog, lydside og undertekster nemlig en kreativ helhed, hvor alle i publikum mødes på midten uanset om man er hørehæmmet eller ej. Man spørger sig selv, hvorfor ingen dog har fået den gode idé før. Resultatet er en film, der ikke rigtigt ligner – eller lyder! – som nogen anden.