UNG:DOX
To be an Extra

To be an Extra

Henrike Meyer / Germany / 2024

En karismatisk, ung kvindes intelligente film om at tage springet fra biroller i tyske tv-krimier til at spille hovedrollen i sit eget liv bliver til et stykke performativ autofiktion. Virkeligheden krakeler og noget nyt tager form.

Berlin er scenen for den unge skuespiller (og nu filmskaber) Henrike Meyers forsøg på at finde en vej ind i filmverdenen. Men ‘To Be an Extra’ er ikke et selvoptaget karriereprojekt forklædt som en dokumentarfilm. I et originalt og risikabelt greb sætter Meyer i stedet sig selv på spil og forsvinder ind i de navnløse biroller i reklamer og tyske tv-krimier, som hun får tilbudt. Hun er politikvinden i baggrunden, når stjernerne i en tv-serie opklarer et mord. Og fra sit nye persektiv som statisten ude af fokus opnår hun et nyt, eksistentielt klarsyn på det prekære liv i udkanten af både filmbranchen og samfundet. ‘To Be an Extra’ er en film, der udvikler sine egne spilleregler undervejs og bliver til et stykke performativ autofiktion, som man aldrig helt ved, hvor man har. Virkeligheden krakeler og noget nyt tager form i et meta-filmisk selvportræt, der handler om at finde sig selv ved at blive en anden.