UNG:DOX

While We Watched

Vinay Shukla / / 2022

Nervepirrende, indisk spændingsfortælling om journalistikkens forfald i det folkerige land – fortalt gennem en mand og et medie, der insisterer på ikke at lade sig trække sig med ned i faldet af løgne, hadtale og propaganda.

Tv-værten Ravish Kumar er en ø i et indisk medielandskab af propaganda, misinformation, had og daglige trusler. ‘Vores job er at stille de sværeste spørgsmål til dem med magten,’ siger han og står for ordentlighed i en tid, hvor en bølge af nationalisme har gjort værterne på de andre tv-kanaler til meningsdannende skrigeballoner, der får Fox News til at ligne børnefjernsyn, mens de udskammer alle regeringskritiske røster som anti-nationale, og som kalder på krig mod Pakistan og muslimer. Dokumentarist Vinay Shukla (‘An Insignificant Man’, CPH:DOX 2017) følger Ravish Kumar op til genvalget af landets premiereminister Narendra Modi i en hurtigklippet, nervepirrende thriller om at stå fast på sit skib, selvom alle andre hopper fra borde og det mudrede vand vælter ind.