UNG:DOX Film Katalog
El silencio de otros
Almudena Carracedo & Robert Bahar / Robert Bahar, Almudena Carracedo, Pedro Almodóvar (Executive Producer), Agustín Almodóvar (Executive Producer) & Esther García (Executive Producer) / USA & Spanien / Fag: Spansk, historie, samfundsfag
For første gang i historien søger overlevende fra Spaniens 40-årige diktatur retfærdighed. Snart 50 år efter Francos død kæmper efterkommerne af ofrene for det fascistiske regime stadig for et retsopgør med fortidens forbrydelser, og med dem, der begik dem og siden blev kollektivt frikendt i 1977 ved amnestiloven og dermed beskyttet for retsforfølgelse. Med rørende personlige beretninger bringes publikum helt tæt på den generation, der mistede deres familiemedlemmer og den vedblivende kamp for at bringe deres familiemedlemmer hjem fra massegravene. Filmen dykker helt ind i den spanske mentalitet og det nationale traume, der trods den kollektive undertrykkelse stadig er en aktuel virkelighed for både den ældre og den yngre generation i Spanien.
Mi país imaginario
Patricio Guzmán / Renate Sachse & Alexandra Galvis / Chile & Frankrig / Fag: spansk, samfundsfag & historie
I oktober 2019 sker der en uventet revolution i Chile som hurtigt tager fart. 1,5 millioner chilenere demonstrerede i Santiagos gader for en mere demokratisk regering, et værdigt liv, bedre uddannelse, et bedre sundhedssystem og for at ændre forfatningen, der ikke er blevet ændret siden diktaturet under Pinochet. Instruktøren Patricio Guzmán, der gennem sine dokumentarfilm i 1970’erne viste optakten til det blodige statskup som havde til formål at afsætte den socialistiske regering og indsætte militærdiktaturet under Augusto Pinochet, vender tilbage med kameraet i hånden. For ham er Chile endelig vågnet op af sin dvale og genfundet sig selv og sine minder om fortiden, og med unge og kvinder i front får vi et nøgternt billede af den aktuelle revolution. Vi kommer helt tæt på dens organisering lige så vel som vi får indblik i de livsvilkår, som befolkningen har levet under, der fik dem på barrikaderne. En oplagt film til at dykke ned i Chiles historie, den aktuelle revolutionære bevægelse og dens modstandere.
Le Repli
Joseph Paris / Audrey Ferrarese / Frankrig / Fag: fransk, samfundsfag & historie
Efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo i 2015 eskalerede racismen og islamofobien i Frankrig og Emanuel Macrons regering indførte en undtagelsestilstand, der skulle sikre franskmændene mod flere terrorangreb, men som de facto indskrænkede franskmændenes demokratiske rettigheder. Med udgangspunkt i menneskerettighedsforkæmperen Yasser Louati historie fortæller Le Repli, hvordan den politiske og journalistiske diskurs om franske muslimer har ændret sig, hvordan muslimske miljøer er blevet tiltagende mistænkeliggjort og ikke mindst om den hårdhændede behandling demonstranter får af politiet. Emnet er ikke nyt hverken i Frankrig eller andre europæiske lande, men filmen og oplægget er en oplagt mulighed for at arbejde videre med, hvilke forhold der er specifikke i Frankrig i forhold til andre europæiske lande. Hvor franske muslimer førhen blev betragtet som emigranter fra Nordafrika (tidligere franske kolonier), er der nu i langt højere grad fokus på deres status som muslimer, hvilket kolliderer med det franske ideal om sekularisme (laïcité), der trækker tråde tilbage til Den Franske Revolution.
The Many Lives of Édouard Louis
François Caillat / Jacqueline Sigaar, Hortense Qitard & Christophe Gougeon / Frankrig / Fag: Fransk & samfundsfag
Den franske forfatter Edouard Louis har gennemgået en bevidst og målrettet forvandling fra at være en del af Frankrigs absolutte bund til den mest prestigefyldte kulturelle elite. En social opstigning, der særligt i Frankrigs meget opdelte samfundslag er bemærkelsesværdig, og som har gjort Louis til frontfigur for diskursen om moderne klasseskel. Med denne personlige dokumentar følger vi Louis, født Eddy Bellegueulle 1992, der træder ud af den autofiktive karakter, han beskæftiger sig med i sine bøger, og inviterer seeren med til de arenaer, som hans egen forvandling udspillede sig i. Gennem Louis’ egne ord bliver begreber og emner som klassevold, giftig maskulinitet og kulturel kapital udfoldet via store filosofiske og sociologiske teoretikere og konkretiseret via Louis’ spidsfindige og detaljerige anekdoter. Filmen giver anledning til refleksion over, hvordan strukturer og sociale koder i klasseforhold påvirker det enkelte individ, både i det store perspektiv og i det helt nære.
The Flats
Alessandra Celesia / Genevièvre De Bauw, John McIlduff, Jean-Laurent Csinidis & Jeremiah Cullinane / Frankrig, Storbritannien, Ireland & Belgien / Fag: Engelsk, historie, samfundsfag
Fra 1968 til 1998 udspillede en blodig konflikt sig i Nordirland, i dag bedre kendt som ‘The Troubles’. På den ene side stod de protestantiske loyalister, der ønskede at Nordirland skulle forblive en del af Storbritannien, og på den anden de katolske republikanere, der kæmpede for et samlet Irland. 24 år efter fredsaftalen ser vi at konfliktens grusomheder stadig trækker lange spor til nutiden. I den inddragende dokumentar møder vi den karismatiske Joe i et socialt boligbyggeri i Belfast kaldet ‘The Flats’. Joe’s onkel blev brutalt myrdet af den loyalistiske terrorgruppe ‘The Shankill Butchers’, da han var bare 9 år gammel, og traumet og vreden sidder stadig tydeligt i ham. Hans lokalmiljø er plaget af stoffer og arbejdsløshed, og sammen med andre beboere og sin psykolog forsøger Joe at bearbejde fortiden og konfliktens varige indflydelse, alt imens man i området stadig drømmer om et forenet Irland. Med både hybrid-elementer og arkivmateriale, er ‘The Flats’ hård socialrealisme, og viser et glemt hjørne af Belfast anno 2023.
Theatre of Violence
Emil Langballe & Lukasz Konopa / Helle Faber / Danmark & Germany / Fag: psykologi, filosofi, dansk
Dominic Ongwen var kun ni år, da han blev bortført og voldeligt tvunget til at være børnesoldat hos den ugandiske terrorgruppe Lord Resistance Army. I adskillige år begik Ongwen drab, tortur, slaveri og plyndringer i små landsbyer i Uganda, først som børnesoldat og siden som højetstående medlem af guerillagruppen. 30 år efter overgiver Ongwen sig til myndighederne og står nu anklaget for forbrydelser mod menneskeheden i Den Internationale Domstol i Haag – som den første tidligere børnesoldat nogensinde. Dokumentaren følger retssagen i Haag sideløbende med at vi hører ofrenes historier fra Uganda, der ikke mener at Ongwen er den egentlige skyldige. Filmen er en uafrystelig fortælling, der stiller nogle af de sværeste spørgsmål, som mennesker har spurgt sig selv om i århundreder. Hvordan skal ondskab straffes, når den udspringer af bødlens egne traumer og fortid som offer? Er der tale om retfærdighed, hvis en enkelt person modtager straf for forbrydelser, der er begået kollektivt og i indirekte tvang via hjernevask? ‘Theater of Violence’ er en oplagt dokumentar som baggrund for diskussion af ondskabens komplekse offer/bøddel forhold, og om hvordan straf fungerer som sociologisk fænomen.
The Walk
Tamara Kotevska / Harri Grace / Syria, Türkiye, Frankrig, Palestine, Greece & Storbritannien / Fag: Samfundsfag, historie
Der er millioner af uledsagede flygtningebørn i verden. Syriske Asil er en af dem. Efter at have mistet sit hjem og sin familie, er Asil fanget i Tyrkiet, hvorfra hun drømmer om at finde et hjem. Det samme gør Amal – en 3,5 meter høj marionetdukke ført af en gruppe voksne med hver deres flygtningebaggrund på en 8000 km lang rejse gennem Europa. Som en levende fantasi af Asil følger vi dukken Amal, der med sine tunge skridt gennemgår en både følelsesladet, barsk og til tider smuk rejse på tværs af EU’s grænser. ‘The Walk’ er en rørende og visuelt storslået dokumentar om at være et barn på flugt, der giver et anderledes perspektiv på flygtninges rettigheder. Filmen giver et indblik i EU’s grænsesystem og modtagelse af flygtninge og viser på nært hold, hvilke konsekvenser det har for dem, der ikke er velkomne. En oplagt film til at arbejde med et tema om mennesker på flugt, “Fort Europa”, Frontex i praksis, og polariseringen omkring flygtninge og deres rettigheder på europæisk niveau.
Democracy Noir
Connie Field / Connie Field / USA, Germany & Danmark / Fag: Samfundsfag, historie
I Ungarn kom Victor Orbán til magten for anden gang i 2010, og har siddet på den lige siden. I sin tid som premierminister, har han strammet grebet om demokratiet ved at undergrave det retslige system, tage kontrol over stort set alle medier og minimere oppositionens offentlige taletid. I denne dokumentar følger vi en række ungarer, der, i forskellige arenaer af samfundet, udgør en opposition til Orbáns politik og metoder. Den politiske modstander, der fører en utrættelig kamp i parlamentet, journalisten der forsøger at få sine nyheder og reportager udenom censurens nåleøje og aktivisten, der med megafonen som våben kæmper for forandring på gadeniveau. Vi er også helt inde i EU Parlamentet, hvor medlemmer af parlamentet går til angreb på Orbán og Ungarns antidemokratiske drejning, og lærer en hel del om hvordan det ser ud i praksis, og hvordan samarbejdet i EU fungerer. Dokumentaren får os tæt på befolkningens kamp for demokrati i Ungarn og lægger op til en interessant diskussion om EU’s ansvar for og indflydelse på den antidemokratiske drejning i Ungarn under Orbán.
Bye Bye Tiberias
Lina Soualem / Jean-Marie Nizan, Guillaume Malandrin & Ossama Bawardi / Frankrig, Palestine, Belgien & Qatar
Da Hiam Abbass var 23 år forlod hun sin familie og sin palæstinensiske landsby for at blive skuespiller i Frankrig. Der har hun boet i over 30 år, men hver sommer vender hun tilbage til barndommens landsby sammen med sin datter. Datteren er blevet filminstruktør og medbringer hver sommer sit kamera og filmer bedstemorens hus, moderens syv søstre i samtale og andre øjeblikke fra opholdet i Palæstina. Familien plejede at bo i Tiberias ved Genesaret sø, hvor Jesus gik på vandet, men i 1948 blev de tvunget væk. Fire generationer senere lever mindet om hjemstavnen videre i familiens medlemmer. Gennem digte, breve, knasende arkivoptagelser og nutidige genindspilninger af gamle situationer vækker filmskaberen Lina Soualem sin families fortid til live i en personlig fortælling om fire generationer af kvinder, der hver især repræsenterer et levet kapitel i deres lands historie.
The Serengeti Rules
Nicolas Brown / David Allen / Storbritannien & USA / Fag: Biologi
I 1960’erne begav en flok unge forskere sig ud i vildmarken, drevet af en umættelig nysgerrighed på, hvordan naturen fungerer. De blev sendt ud til nogle af de mest spektakulære steder på Jorden – fra det majestætiske Serengeti til Amazonas’ jungle; fra Det Arktiske Ocean til Stillehavets tidevandsbassiner – og de opdagede parallelt et enkelt sæt regler, der styrer alt liv. Nu, sent i deres imponerende karrierer, deler disse fem store, men ubesungne forskere inden for moderne økologi – Bob Paine, Jim Estes, Mary Power, Tony Sinclair og John Terborgh – historierne om deres eventyr, og hvordan deres banebrydende arbejde vendte op og ned på vores syn på naturen. Over hele kloden opdagede de, at blandt millioner af arter på vores planet er der nogle, der er vigtigere end andre. De kaldte disse arter for “nøglearter”, fordi de holder den naturlige verden sammen, og denne dokumentarfilm viser på bedste vis hvad det er for nogle opretholdende egenskaber, nøglearter har i forskellige økosystemer – og kigger ikke mindst rovdyret, der kan vise sig at være dyret der holder det hele sammen.
Eternal You
Hans Block & Moritz Riesewieck / Christian Beetz & Georg Tschurtschenthaler / Germany & USA
I kapitalismen regerer udbud og efterspørgsel, og intet sted er efterspørgslen større end når det kommer til at undslippe døden. Og med de nye udviklinger inden for kunstig intelligens er evigt liv måske ved at blive en reel mulighed. I hvert fald når man spørger de radikale tech-entreprenører, som tilbyder efterladte at tale med deres afdøde børn, forældre eller partnere. Virkeligheden overhaler ‘Black Mirror’ i en dokumentar, som afdækker det blomstrende marked af AI-virksomheder, der forsøger at forvandle udødeligheden til et produkt. Fra hjemsøgte chatbots til et hjerteskærende møde i VR mellem en mor og hendes afdøde datter – muligheder (og moralske gråzoner) er der masser af for dem, som vil betale. ‘Eternal You’ er en forfriskende sober tech-reportage, der hverken skyr væk fra de etiske dilemmaer eller Silicon Valleys sci-fi-optimisme.
Livet og andre problemer
Max Kestner / Vibeke Vogel / Danmark, Sweden & Storbritannien / Fag: dansk og mediefag
Hvordan kunne aflivningen af en giraf i Danmark ende med at blive en global nyhed, der gik hele vejen fra en svensk zoo over Hollywood og til den tjetjenske præsident? Med udgangspunkt i girafungen Marius, der blev aflivet af Københavns Zoologiske Have for ti år siden, kaster den danske dokumentarist Max Kestner sig ud i en cinematisk finurlig, verdensomspændende undersøgelse af, hvordan vi som mennesker, både som individer og som art, er forbundet til alt og alle omkring os, både i fortiden og nutiden. Med sin personlige og veludviklede stil, inviterer Kestner os med på en rejse, hvor giraffer er mennesker, og mennesker er giraffer, og hvor det eneste, der er sikkert er, at alle du kender en dag vil dø.
Filmen er oplagt i dansk og mediefag til at arbejde med den kreative dokumentar og et godt eksempel på, hvordan effekten af fortælleteknik, klippeteknik og visuelle virkemidler, kan få seeren til at sætte nyt perspektiv på verden og i dette tilfælde udfordre vores opfattelse af liv, intelligens og relationer både hos mennesker, dyr, planter, organismer og endda i jordens indre.
Før Stormen
Juan Palacios, (Co-Director) Sofie Husum Johannesen & Juan Palacios / Kasper Lykke Schultz / Danmark / Fag: Dansk
Invisible Nation
Vanessa Hope / Ivan Orlic, Cassandra Jabola, Ted Hope & Vanessa Hope / USA & Taiwan / Fag: Kinesisk, samfundsfag, historie
Et fascinerende portræt af Taiwan og landets første kvindelige præsident Tsai Ing-wen. Landet frygter i stigende grad en invasion fra Kina, især efter den russiske invasion af Ukraine og Kinas overtagelse af Hongkong. Kameraet formår at komme bemærkelsesværdigt tæt på præsidenten i hendes kamp for at bevare Taiwans hårdt tilkæmpede demokrati, der er en balancegang mellem de geopolitiske kræfter fra USA og Kina, som ikke anerkender landets eksistens. Arkivoptagelser og uddrag fra tv-nyheder illustrerer den lange historie for denne konstant koloniserede ø og giver kontekst til den nuværende politiske situation, der synes at blive mere presserende og farlig.
En oplagt film til at arbejde med Taiwans historie, og forholdet til Kina og USA. Taiwans position i det internationale samfund bliver fortsat vigtigere, grundet deres store produktion af mikrochips, og filmen giver en fremragende introduktion til landets historie og dets politiske signifikans.