UNG:DOX

Favoriten

Ruth Beckermann / Østrig / 2024

Forholdet mellem eleverne og deres yndlingslærer i en tosproget, østrigsk skoleklasse, observeret med kærlig opmærksomhed over tre formative år af doku-veteranen Ruth Beckermann.

Mere end 60 procent af alle børn i Wiens folkeskoler har ikke tysk som deres førstesprog. Samtidig er der en mangel på lærere i skolerne. Med den viden i skoletasken går den østrigske dokumentar-legende Ruth Beckermann ind i en folkeskoleklasse i den østrigske hovedstad og følger de 25 elever og deres favoritlærer i årene fra 2. til 4. klasse. Både inde i klasseværelset, og når den blandede flok drager i moske, i domkirke, i svømmehal og til forældresamtale. Undervejs giver kameraholdet eleverne kameratelefoner, så de kan filme og interviewe hinanden, og dermed flytter perspektivet sig fra det voksne blik til også bogstavelig talt at udspille sig i børnehøjde. Gennem sin tålmodige observans og fokus på sproget, der langsomt udvikler sig, fortæller ’Favoriten’ over de tre år en historie om et skolevæsen i knæ, uddannelse, integration, kultur og social arv. Men mest af alt tegner den et portræt af de 25 unge mennesker, deres styrker og strategier, glæder og frygt, ønsker og behov. Lige indtil den dag, at favoritten overrækker dem en både glædelig og sørgelig nyhed.