UNG:DOX

CPH:DOX’s Inspirationskursus til dansklærere

Forløb om dokumentarfilm i danskundervisningen og fokus på dansk klasselitteratur og -samfund

Vi afholdte i år inspirationskurset med tematisk fokus på dansk klasselitteratur og -samfund med en snigpremiere på en af årets danske dokumentarfilmsperler 'Før Stormen'.

CPH:DOX inviterer d. 27. februar til det årlige inspirationskursus for dansklærere i samarbejde med Dansklærerforeningen, med snigpremiere, oplæg om forløb i dokumentarfilm i dansk og med et særligt fokus på tendensen inden for klasselitteratur og litteratur fra og om udkanten af Danmark.

Derfor skal vi se en af årets nye danske dokumentarfilm ‘Før Stormen’, der med en metodisk nøgternhed giver et smukt og dvælende portræt af det lille øsamfund på Mandø, der står overfor et eksistentielt opgør, både i form af en kommende storm, der kan true øens overlevelse og i form af en usikker fremtid for deres mikro-kosmos på den længere bane, med kun 27 beboere tilbage på øen.

Dagens indhold består af oplæg fra litteraturkritiker Matthias Dressler-Bredsdorf, der vil tage pulsen på tendensen inden for klasselitteratur i Danmark, og hvad litteraturen har at sige om vores aktuelle klassesamfund. Til sidst vil forfatter og danskunderviser Jan Aasbjerg Petersen slutte af med et danskfagligt oplæg, der skal inspirere til, hvordan man kan lave forløb om dokumentarfilm i danskundervisningen, med ‘Før Stormen’ som case og klassesamfund som tema.

I år skal vi være i CPH:DOX’s egne lokaler på Flæsketorvet 60, 3. sal. Gå ind ad Flæsketorvet 38B, og gå helt op ad trapperne. Vi glæder os til at byde jer velkommen!

OBS: Kaffe og sandwich til frokost er inkluderet.

Program for inspirationskursus d. 27. februar

Kl. 10:00-10:10: Velkomst ved CPH:DOX
Kl. 10:10-11:40: ‘Før Stormen’ vises
Kl. 11:40-12:15: Pause med frokost
Kl. 12:15-13:00: Oplæg ved Matthias Dressler-Bredsdorff
Kl. 13:00-13:50: Danskfagligt oplæg ved Jan Aasbjerg Petersen
Kl. 13:50-14:00: Tak for i dag

‘Før Stormen’

De 27 beboere på den lille danske vadehavsø Mandø er vant til voldsomt vejr og oversvømmelser. Klimaforandringerne har kun gjort tingene værre. Men Mandøs sidste landmand, Gregers, hvis familie har boet på øen i otte generationer, nægter at give op for et liv på fastlandet og håber i stedet på at finde en kone, der kan drive gården sammen med ham. Da en storm nærmer sig, inspicerer Gregers og hans trofaste hund de forældede diger, der beskytter hans elskede ø. Imens puster Mie lysene ud på sin 100-års fødselsdagskage, Ellen og Ingeborg klager over den månesyge, de lider af, ornitologen Niels bekymrer sig om de sjældne fugle, der ikke længere kommer til øen, og turistguiden Preben underholder øens sommergæster. Trods klimatruslen holder de sidste øboere stædigt fast i deres lille del af verden. Portrættet af dette mikrokosmos ledsages af en mesterligt udformet billedside af det karakteristiske landskab, skiftende himmelstrøg og hav, der dagligt ændrer sig med vinden og tidevandet. Dokumentaren formår at give et unikt indblik i et underbelyst geografisk område i Danmark og dets indbyggere, og giver et indtryk af skellet mellem land og by. Dokumentarens form skaber rig mulighed for dybdegående analyse og perspektivering til anden klasselitteratur og litteratur fra “udkanten” af Danmark.

Arrangement under festivalen:

Vil du have din klasse med ind og se dokumentaren under CPH:DOX festivalen, kan du bestille billetter til visninger i København, Odense og Esbjerg, hvor co-instruktør Sofie Husum Johannesen deltage i Q&A’s efter alle visninger:

Tirsdag d. 19/3 kl. 9:30-11:30, Bremen Teater (Nyropgade 39-41, Kbh V). Køb billet her: www.ungdox.dk/checkout/koebenhavn
Onsdag d. 20/3 kl. 12.30 i Esbjerg, Nordisk Film Biografer Esbjerg Broen (Exnersgade 20, 6700 Esbjerg). Køb billet her: ungdox.dk/checkout/esbjerg
Fredag d. 22/3 kl. 12.30 i Odense, Nordisk Film Biografer Odense (Østre Stationsvej 27, 2. sal, 5000 Odense). Køb billet her: ungdox.dk/checkout/odense
Der bliver udviklet et undervisningsmateriale til ‘Før Stormen’ til danskundervisningen i samarbejde med Systime. Materialet udkommer mandag d. 4. marts.