UNG:DOX

Individ & Fællesskab

Under temaet INDIVID & FÆLLESSKAB dykker vi ned i spørgsmål om identitet, fællesskab og tilhørsforhold. Dokumentarerne vender både blikket indad i personlige beretninger om familie, liv og psykologi og blikket udad imod de afgørende fællesskaber og sociale sammenhænge, der definerer vores liv.

Hide and Seek

Victoria Fiore / Aleksandra Bilic, Jennifer Corcoran, Jen Corcoran & Jamie Clark / Storbritannien & Italy / Fag: Italiensk, samfundsfag

10 årige Entino lever hver dag, som var det hans sidste, når han strejfer omkring i Napolis gader. Han interagerer med unge som gamle, pjækker fra skole, og benytter byens spanske kvarter som sin legeplads. Men Entino har også drømme om et liv væk fra gaden, og den kriminalitet han har været eksponeret for hele sit liv, og alt imens hans mor og bedstemor ihærdigt forsøger at holde ham ude af problemer, strammes myndighedernes net omkring ham. Nascondino forløber over fire år, og giver et unikt indblik af beboerne og miljøet i en af Italiens mest mytiske byer. En gribende og smuk beretning om en ung persons kamp for at holde sig på den rigtige side af loven, hans families frustrationer og bekymringer, og autoriteternes forsøg på at kontrollere de unge og den organiserede kriminalitet.

The Many Lives of Édouard Louis

The Many Lives of Édouard Louis

François Caillat / Jacqueline Sigaar, Hortense Qitard & Christophe Gougeon / Frankrig / Fag: Fransk & samfundsfag

Den franske forfatter Edouard Louis har gennemgået en bevidst og målrettet forvandling fra at være en del af Frankrigs absolutte bund til den mest prestigefyldte kulturelle elite. En social opstigning, der særligt i Frankrigs meget opdelte samfundslag er bemærkelsesværdig, og som har gjort Louis til frontfigur for diskursen om moderne klasseskel. Med denne personlige dokumentar følger vi Louis, født Eddy Bellegueulle 1992, der træder ud af den autofiktive karakter, han beskæftiger sig med i sine bøger, og inviterer seeren med til de arenaer, som hans egen forvandling udspillede sig i. Gennem Louis’ egne ord bliver begreber og emner som klassevold, giftig maskulinitet og kulturel kapital udfoldet via store filosofiske og sociologiske teoretikere og konkretiseret via Louis’ spidsfindige og detaljerige anekdoter. Filmen giver anledning til refleksion over, hvordan strukturer og sociale koder i klasseforhold påvirker det enkelte individ, både i det store perspektiv og i det helt nære.

The Flats

Alessandra Celesia / Genevièvre De Bauw, John McIlduff, Jean-Laurent Csinidis & Jeremiah Cullinane / Frankrig, Storbritannien, Ireland & Belgien / Fag: Engelsk, historie, samfundsfag

Fra 1968 til 1998 udspillede en blodig konflikt sig i Nordirland, i dag bedre kendt som ‘The Troubles’. På den ene side stod de protestantiske loyalister, der ønskede at Nordirland skulle forblive en del af Storbritannien, og på den anden de katolske republikanere, der kæmpede for et samlet Irland. 24 år efter fredsaftalen ser vi at konfliktens grusomheder stadig trækker lange spor til nutiden. I den inddragende dokumentar møder vi den karismatiske Joe i et socialt boligbyggeri i Belfast kaldet ‘The Flats’. Joe’s onkel blev brutalt myrdet af den loyalistiske terrorgruppe ‘The Shankill Butchers’, da han var bare 9 år gammel, og traumet og vreden sidder stadig tydeligt i ham. Hans lokalmiljø er plaget af stoffer og arbejdsløshed, og sammen med andre beboere og sin psykolog forsøger Joe at bearbejde fortiden og konfliktens varige indflydelse, alt imens man i området stadig drømmer om et forenet Irland. Med både hybrid-elementer og arkivmateriale, er ‘The Flats’ hård socialrealisme, og viser et glemt hjørne af Belfast anno 2023.

Tell Them About Us

Rand Beiruty & Rand Beiruty / Alex and Ira Tondowski, Jude Kawwa & Rand Beiruty / Germany & Jordan / Fag: Tysk, samfundsfag, psykologi

‘Tell Them About Us’ er en coming of age-historie, der følger en vennegruppe af arabiske, kurdiske og roma teenagepiger, som tilpasser sig deres nye liv i Eberswalde, en østtysk provinsby. Henover fire år er vi vidne til, hvordan de udvikler venskaber, har det sjovt, går i skole, finder en karriere og endda bliver gift, samtidig med de kæmper med sprogbarrierer, integration og skjult diskrimination som immigranter og flygtninge og navigerer i deres roller som unge kvinder i deres familier og samfund. Instruktøren arrangerer løbende workshops, hvor pigerne gennem film, kunst og digte reflekterer over deres omstændigheder og fremtidige mål og drømme, og får mulighed for at bearbejde smertefulde oplevelser. På kreativ vis, bliver vi lukket helt ind i deres inderste længsler, og det udmunder sig da også i hjertevarme drømmesekvenser, hvor pigerne kan vise den fremtid de ønsker sig.

As the Tide Comes In

Før Stormen

Juan Palacios, (Co-Director) Sofie Husum Johannesen & Juan Palacios / Kasper Lykke Schultz / Danmark / Fag: Dansk

De 27 beboere på vadehavsøen Mandø er vant til barskt vejr, men klimaforandringerne intensiverer den ulmende trussel imod det lille øsamfunds eksistens. Gregers, der er øens sidste bonde, nægter dog at flytte fra gården som hans familie har haft i 8 generationer og har ikke opgivet håbet om at finde en kone han kan styre gården sammen med. Med smukke billeder og hverdags gøren, træder øens beboere frem i tiden op til stormen rammer; Gregers inspicerer øens diger med sin hund, Mie puster 100 lys ud på sin fødselsdagskage imens fuglekiggeren Niels beklager sig over de sjældne fugle, der ikke besøger øen længere og Preben, der er turistguide fortæller sommergæsterne historier om, hvordan hele Mandøs samfund næsten blev udslettet under en stormbølge i 1634. På trods af truslen fra det stigende hav, holder den næste generations beboerne standhaftigt fast i deres drømme og håb og deres lille del af verden. Dokumentaren formår at give et unikt indblik ind i det geografiske område og en befolkning af Danmark, der giver skellet mellem land og by en helt ny betydning. Øens karakteristiske landskab af himlen, havet og markerne, der forandrer sig i takt med vinden og tidehavet får da også sin poetiske plads i en historie om en del af Danmark, der er tæt på naturen og meget direkte kæmper med klimaforandringerne
Balomania

Balomania

Sissel Morell Dargis / Jesper Jack, Marie Schmidt Olesen, Marieke van den Bersselaar , Carles Brugueras, Jesper Jack & Marie Schmidt Olesen / Danmark & Spanien

Dybt inde i de brasilianske favelaer er et hemmeligt fællesskab af mænd i gang med at planlægge deres næste illegale aktion. De er ‘baloeiros’ – ballonbyggere. For ja, denne gruppe af tatoverede, barske mænd elsker balloner og kan bruge flere år på at klistre farvestrålende silkepapir sammen til gigantiske varmeluftballoner på størrelse med boligblokke(!), der kan male himlen i utrolige farver og portrætterer folk som 2pac og Pelé. Forskellige grupper af baloeiros kæmper mod hinanden om at lave de flotteste, største og mest spektakulære balloner. Imens bliver de selv jagtet af politi og dusørjægere, for myndighederne anser dem for farlige og kriminelle. Den unge, dansk/spanske filmskaber Sissel Dargis Morell har brugt flere år på at vinde de brasilianske ballonbanders tillid og har skabt årets mest action-packed film, der veksler mellem hæsblæsende biljagter, ballon-aktioner og scener fra de hemmelige værksteder. ’Balomania’ er en utrolig historie om et utroligt fænomen, og om et hemmeligt broderskab på bunden af samfundet, hvor gadefejeren kan være konge for en dag, og hvor drømmen om frihed får vinger.

Can't Feel Nothing

David Borenstein / Mikkel Jersin, Katrin Pors, Eva Jakobsen & Jesper Jack / Danmark, Kina, Russia, USA & North Macedonia / Fag: Psykologi, samfundsfag

Den amerikanske filminstruktør David Borenstein tager os med på en undersøgelse omkring hvad internettet gør ved vores følelsesliv i en gennemgang af en række kapitler opkaldt efter menneskelige følelser  – glæde, kærlighed, frygt, stolthed, chok eller vrede. Optaget i Kina, Danmark, Makedonien, USA og Rusland, filmer Borenstein TikTok-propagandister, der forsøger at vække følelser af stolthed blandt unge brugere i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine. I Makedonien følger han en læge, der blev ekspert i at skabe falske nyhedsindlæg og tjener meget mere end sin lægeløn, og i Kina – hvor han boede i 10 år – udforsker Borenstein en effektiv computer, der kan måle og påvirke menneskelige følelser, som f.eks. med ansigtsgenkendelse. “Can’t Feel Nothing” er et ihærdigt forsøg på at forstå hvordan overstimulering fra internettet kan bedøve folks følelser i det virkelige liv.

Rehab (From Rehab)

Louise Lemoine & Ila Bêka / Frankrig & Switzerland / Fag: Design, arkitektur

I schweiziske Basel har to arkitektfirmaer tegnet og skabt rehabiliteringscenteret REHAB. Et hyper-moderne bygning, der tilbyder specialiseret behandling af fysiske og neurologiske handikap. Arkitekturen er skabt ud fra en holistisk tankegang, så bygningen i sig selv bliver en del af behandlingen. Her er der vinduer i loftet, så sengeliggende kan se himlen, dyr, der skal fodres, kørestolsbasketball, trapper man kan genoptræne på, et kunstværksted og musikbehandling. Blandt andet. Og her er en ung dyrlæge, der blev ramt af Guillain-Barré-syndrom og gik fra at være fuldstændig frisk til nu at kæmpe for at kun tage et skridt. Her er en mand, der blev kørt over af et tog som dreng og nu sidder i kørestol med kun et ben. Her er mennesker, der er blevet ramt af blodpropper, arbejdsulykker, tilfældigheder, og det er deres fortællinger, der driver filmen. Sideløbende fortælles instruktørens historie om, hvordan hun tilbragte en stor del af sin barndom med sin svært handikappede far på forskellige rehabiliteringscentre, hun beskriver som sit livs værste rum. På den måde bliver ’Rehab (from Rehab)’ både en dybt personlig fortælling og et håbefuldt og inspirerende bud på, hvordan universelt design og velgennemtænkt arkitektur kan imødekomme radikale ændringer af menneskekroppe, og hvordan bygninger og rum kan blive vigtige terapeuter.