UNG:DOX

UNG:DOX – Vejle

Velkommen til UNG:DOX i Vejle! Her kan du finde de film og arrangementer, som vi tilbyder til ungdomsuddannelserne under festivalen d. 11.-22. marts.

My Imaginary Country

Mi país imaginario

Patricio Guzmán / Renate Sachse & Alexandra Galvis / Chile & Frankrig / Fag: spansk, samfundsfag & historie

I oktober 2019 sker der en uventet revolution i Chile som hurtigt tager fart. 1,5 millioner chilenere demonstrerede i Santiagos gader for en mere demokratisk regering, et værdigt liv, bedre uddannelse, et bedre sundhedssystem og for at ændre forfatningen, der ikke er blevet ændret siden diktaturet under Pinochet. Instruktøren Patricio Guzmán, der gennem sine dokumentarfilm i 1970’erne viste optakten til det blodige statskup som havde til formål at afsætte den socialistiske regering og indsætte militærdiktaturet under Augusto Pinochet, vender tilbage med kameraet i hånden. For ham er Chile endelig vågnet op af sin dvale og genfundet sig selv og sine minder om fortiden, og med unge og kvinder i front får vi et nøgternt billede af den aktuelle revolution. Vi kommer helt tæt på dens organisering lige så vel som vi får indblik i de livsvilkår, som befolkningen har levet under, der fik dem på barrikaderne. En oplagt film til at dykke ned i Chiles historie, den aktuelle revolutionære bevægelse og dens modstandere.

The Serengeti Rules

The Serengeti Rules

Nicolas Brown / David Allen / Storbritannien & USA / Fag: Biologi

I 1960’erne begav en flok unge forskere sig ud i vildmarken, drevet af en umættelig nysgerrighed på, hvordan naturen fungerer. De blev sendt ud til nogle af de mest spektakulære steder på Jorden – fra det majestætiske Serengeti til Amazonas’ jungle; fra Det Arktiske Ocean til Stillehavets tidevandsbassiner – og de opdagede parallelt et enkelt sæt regler, der styrer alt liv. Nu, sent i deres imponerende karrierer, deler disse fem store, men ubesungne forskere inden for moderne økologi – Bob Paine, Jim Estes, Mary Power, Tony Sinclair og John Terborgh – historierne om deres eventyr, og hvordan deres banebrydende arbejde vendte op og ned på vores syn på naturen. Over hele kloden opdagede de, at blandt millioner af arter på vores planet er der nogle, der er vigtigere end andre. De kaldte disse arter for “nøglearter”, fordi de holder den naturlige verden sammen, og denne dokumentarfilm viser på bedste vis hvad det er for nogle opretholdende egenskaber, nøglearter har i forskellige økosystemer – og kigger ikke mindst rovdyret, der kan vise sig at være dyret der holder det hele sammen.

The Flats

Alessandra Celesia / Genevièvre De Bauw, John McIlduff, Jean-Laurent Csinidis & Jeremiah Cullinane / Frankrig, Storbritannien, Ireland & Belgien / Fag: Engelsk, historie, samfundsfag

Fra 1968 til 1998 udspillede en blodig konflikt sig i Nordirland, i dag bedre kendt som ‘The Troubles’. På den ene side stod de protestantiske loyalister, der ønskede at Nordirland skulle forblive en del af Storbritannien, og på den anden de katolske republikanere, der kæmpede for et samlet Irland. 24 år efter fredsaftalen ser vi at konfliktens grusomheder stadig trækker lange spor til nutiden. I den inddragende dokumentar møder vi den karismatiske Joe i et socialt boligbyggeri i Belfast kaldet ‘The Flats’. Joe’s onkel blev brutalt myrdet af den loyalistiske terrorgruppe ‘The Shankill Butchers’, da han var bare 9 år gammel, og traumet og vreden sidder stadig tydeligt i ham. Hans lokalmiljø er plaget af stoffer og arbejdsløshed, og sammen med andre beboere og sin psykolog forsøger Joe at bearbejde fortiden og konfliktens varige indflydelse, alt imens man i området stadig drømmer om et forenet Irland. Med både hybrid-elementer og arkivmateriale, er ‘The Flats’ hård socialrealisme, og viser et glemt hjørne af Belfast anno 2023.

Democracy Noir

Connie Field / Connie Field / USA, Germany & Danmark / Fag: Samfundsfag, historie

I Ungarn kom Victor Orbán til magten for anden gang i 2010, og har siddet på den lige siden. I sin tid som premierminister, har han strammet grebet om demokratiet ved at undergrave det retslige system, tage kontrol over stort set alle medier og minimere oppositionens offentlige taletid. I denne dokumentar følger vi en række ungarer, der, i forskellige arenaer af samfundet, udgør en opposition til Orbáns politik og metoder. Den politiske modstander, der fører en utrættelig kamp i parlamentet, journalisten der forsøger at få sine nyheder og reportager udenom censurens nåleøje og aktivisten, der med megafonen som våben kæmper for forandring på gadeniveau. Vi er også helt inde i EU Parlamentet, hvor medlemmer af parlamentet går til angreb på Orbán og Ungarns antidemokratiske drejning, og lærer en hel del om hvordan det ser ud i praksis, og hvordan samarbejdet i EU fungerer. Dokumentaren får os tæt på befolkningens kamp for demokrati i Ungarn og lægger op til en interessant diskussion om EU’s ansvar for og indflydelse på den antidemokratiske drejning i Ungarn under Orbán.

The Flag

Le Repli

Joseph Paris / Audrey Ferrarese / Frankrig / Fag: fransk, samfundsfag & historie

Efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo i 2015 eskalerede racismen og islamofobien i Frankrig og Emanuel Macrons regering indførte en undtagelsestilstand, der skulle sikre franskmændene mod flere terrorangreb, men som de facto indskrænkede franskmændenes demokratiske rettigheder. Med udgangspunkt i menneskerettighedsforkæmperen Yasser Louati historie fortæller Le Repli, hvordan den politiske og journalistiske diskurs om franske muslimer har ændret sig, hvordan muslimske miljøer er blevet tiltagende mistænkeliggjort og ikke mindst om den hårdhændede behandling demonstranter får af politiet. Emnet er ikke nyt hverken i Frankrig eller andre europæiske lande, men filmen og oplægget er en oplagt mulighed for at arbejde videre med, hvilke forhold der er specifikke i Frankrig i forhold til andre europæiske lande. Hvor franske muslimer førhen blev betragtet som emigranter fra Nordafrika (tidligere franske kolonier), er der nu i langt højere grad fokus på deres status som muslimer, hvilket kolliderer med det franske ideal om sekularisme (laïcité), der trækker tråde tilbage til Den Franske Revolution.