UNG:DOX

Politik & Magtstrukturer

Under temaet POLITIK & MAGTSTRUKTURER dykker vi ned i de store linjer i den globale samfundsindretning. Store politiske spørgsmål lokalt og globalt trænger sig på i dokumentarfilmene under dette emne, og vi dykker ned i konsekvenserne af fortidens og nutidens politiske beslutninger og sammenhænge på lokalt og globalt plan.

Invisible Nation

Vanessa Hope / Ivan Orlic, Cassandra Jabola, Ted Hope & Vanessa Hope / USA & Taiwan / Fag: Kinesisk, samfundsfag, historie

Et fascinerende portræt af Taiwan og landets første kvindelige præsident Tsai Ing-wen. Landet frygter i stigende grad en invasion fra Kina, især efter den russiske invasion af Ukraine og Kinas overtagelse af Hongkong. Kameraet formår at komme bemærkelsesværdigt tæt på præsidenten i hendes kamp for at bevare Taiwans hårdt tilkæmpede demokrati, der er en balancegang mellem de geopolitiske kræfter fra USA og Kina, som ikke anerkender landets eksistens. Arkivoptagelser og uddrag fra tv-nyheder illustrerer den lange historie for denne konstant koloniserede ø og giver kontekst til den nuværende politiske situation, der synes at blive mere presserende og farlig.

En oplagt film til at arbejde med Taiwans historie, og forholdet til Kina og USA. Taiwans position i det internationale samfund bliver fortsat vigtigere, grundet deres store produktion af mikrochips, og filmen giver en fremragende introduktion til landets historie og dets politiske signifikans.

The Silence of Others

El silencio de otros

Almudena Carracedo & Robert Bahar / Robert Bahar, Almudena Carracedo, Pedro Almodóvar (Executive Producer), Agustín Almodóvar (Executive Producer) & Esther García (Executive Producer) / USA & Spanien / Fag: Spansk, historie, samfundsfag

For første gang i historien søger overlevende fra Spaniens 40-årige diktatur retfærdighed. Snart 50 år efter Francos død kæmper efterkommerne af ofrene for det fascistiske regime stadig for et retsopgør med fortidens forbrydelser, og med dem, der begik dem og siden blev kollektivt frikendt i 1977 ved amnestiloven og dermed beskyttet for retsforfølgelse. Med rørende personlige beretninger bringes publikum helt tæt på den generation, der mistede deres familiemedlemmer og den vedblivende kamp for at bringe deres familiemedlemmer hjem fra massegravene. Filmen  dykker helt ind i den spanske mentalitet og det nationale traume, der trods den kollektive undertrykkelse stadig er en aktuel virkelighed for både den ældre og den yngre generation i Spanien.

The Walk

Tamara Kotevska / Harri Grace / Syria, Türkiye, Frankrig, Palestine, Greece & Storbritannien / Fag: Samfundsfag, historie

Der er millioner af uledsagede flygtningebørn i verden. Syriske Asil er en af dem. Efter at have mistet sit hjem og sin familie, er Asil fanget i Tyrkiet, hvorfra hun drømmer om at finde et hjem. Det samme gør Amal – en 3,5 meter høj marionetdukke ført af en gruppe voksne med hver deres flygtningebaggrund på en 8000 km lang rejse gennem Europa. Som en levende fantasi af Asil følger vi dukken Amal, der med sine tunge skridt gennemgår en både følelsesladet, barsk og til tider smuk rejse på tværs af EU’s grænser. ‘The Walk’ er en rørende og visuelt storslået dokumentar om at være et barn på flugt, der giver et anderledes perspektiv på flygtninges rettigheder. Filmen giver et indblik i EU’s grænsesystem og modtagelse af flygtninge og viser på nært hold, hvilke konsekvenser det har for dem, der ikke er velkomne. En oplagt film til at arbejde med et tema om mennesker på flugt, “Fort Europa”, Frontex i praksis, og polariseringen omkring flygtninge og deres rettigheder på europæisk niveau.

No Other Land

Rachel Szor, Yuval Abraham, Basel Adra & Hamdan Bilal / Fabien Greenberg, Bård Kjøge Rønning, Yuval Abraham & Basel Adra / Palestine / Fag: Historie, samfundsfag

Over 10 år filmer den unge palæstinensiske aktivist, Basel, den systematiske nedbrydning af sin landsby på den sydlige del af Vestbredden. Hus efter hus bliver revet ned af det israelske militær, for at gøre plads til flere israelske bosættere. Alle landsbyerne i området står overfor denne form for uddrivelse, men palæstinenserne nægter at forlade deres hjem og gør et ihærdigt forsøg på at genopbygge de ødelagte huse. Basel, hvis liv har centreret sig om bosættelsen og de lokales kamp for retten til at blive på deres land udvikler et utraditionelt forhold til den jævnaldrende israelske journalist, Yuval, der melder sig ind i modstanden side om side med Basel. Væbnet med tålmodighed og vedholdenhed beretter Yuval og Basel fra brændpunktet på Vestbredden gennem sociale medier i håbet om at råbe omverdenen op. Alt imens stiller de sig selv spørgsmålet, om hvorvidt det er muligt at tro på en fremtid med fred og ligestilling ud fra en polariseret nutid, og om de overhovedet har en chance som små brikker i det store politiske magtspil.

Democracy Noir

Connie Field / Connie Field / USA, Germany & Danmark / Fag: Samfundsfag, historie

I Ungarn kom Victor Orbán til magten for anden gang i 2010, og har siddet på den lige siden. I sin tid som premierminister, har han strammet grebet om demokratiet ved at undergrave det retslige system, tage kontrol over stort set alle medier og minimere oppositionens offentlige taletid. I denne dokumentar følger vi en række ungarer, der, i forskellige arenaer af samfundet, udgør en opposition til Orbáns politik og metoder. Den politiske modstander, der fører en utrættelig kamp i parlamentet, journalisten der forsøger at få sine nyheder og reportager udenom censurens nåleøje og aktivisten, der med megafonen som våben kæmper for forandring på gadeniveau. Vi er også helt inde i EU Parlamentet, hvor medlemmer af parlamentet går til angreb på Orbán og Ungarns antidemokratiske drejning, og lærer en hel del om hvordan det ser ud i praksis, og hvordan samarbejdet i EU fungerer. Dokumentaren får os tæt på befolkningens kamp for demokrati i Ungarn og lægger op til en interessant diskussion om EU’s ansvar for og indflydelse på den antidemokratiske drejning i Ungarn under Orbán.

The Battle for Laikipia

The Battle for Laikipia

Daphne Matziaraki & Peter Murimi / Toni Kamau & Daphne Matziaraki / USA & Kenya / Fag: Historie, samfundsfag

Laikipia regionen i Kenya har i århundreder været hjemsted for oprindelige nomadesamfund, kaldet pastoralister, der har brugt regionen som græsningsareal og ruter for deres kvæg. Laikipia er samtidig også hjemsted for hvide landmænd og kommercielle naturreservater, der fik tildelt jorden under den britiske kolonitid, og som er blevet på jorden efter Kenyas uafhængighed i 1962. Laikipia har mærket de ødelæggende virkninger af klimaforandringerne i årtier, og pastoralisterne, landmænd og naturreservaterne er alle afhængige af Laikipias græsarealer for at opretholde deres kvæg og dyreliv. De kommercielle landbrug drevet af efterkommerne af de britiske koloniherrer deler dog ikke ud af deres tildelte naturressourcer til Laikipias pastoralister, og når tørke og valg kolliderer, bryder konflikten ud. ‘The Battle for Laikipia’ udforsker identitet, og arven fra den britiske kolonialisme, i vores planets mest skrøbelige øjeblik. Dokumentaren giver et meget interessant indblik i en nutid, der er direkte formet af globale historiske sammenhænge, med hvide landsmænd, der nu er vokset op i Kenya gennem generationer, og som ikke har blik for de strukturelle forhold, der ligger til grund for at lige netop de har ejerskab over land i Laikipia. En meget velegnet film til at arbejde med eksempler på globale forhold og sammenhænge for historisk udvikling, ulighed og samtidige konflikter.

The Train and the Peninsula

The Train and the Peninsula

Sky Richards & Andreas Kruger Foncerrada / Andreas Kruger Foncerrada & Erika Archaga / Mexico / Fag: Spansk, samfundsfag

El Tren Y La Península’ er et intimt portræt af Mexicos Yucatan-halvø, mens det kontroversielle jernbane-megaprojekt kendt som “Maya Train” bliver bygget. Filmen følger jernbanesporene langs den planlagte rute, og tager os med på en dybdegående og episk rejse tværs over halvøen. Gennem de fascinerende historier og refleksioner fra dens indbyggere afslører dokumentaren de miljømæssige og sociale konsekvenser af udviklingsmodellen, der er påtvunget i regionen. Gennem de seneste 50 år har Yucatan-halvøen ændret sig fundamentalt, og i takt med udenlandske erhvervsfolks inversteringer, er den originale befolkning gået fra at bønder der levede af deres egen jord, til at være lavt rangerede service-arbejdere, hvis økonomi er afhængig af de mange tilflyttere og turister. En presserende film, der viser verdenerne, der er skjult bag det turistparadis, som alle kender, dykker ned i de ideologiske og territoriale kampe, der udfolder sig på mayaernes forfædres jord, og som er oplagt til at arbejde med oprindelige folk, og den kapitalistiske udbytning af deres territorier og kultur, både i Mexico, men også i Sydamerika generelt.

Israelism

Israelism

Erin Axelman & Sam Eilertsen / Daniel J. Chalfen, Nadia Saah & Erin Axelman / USA / Fag: Religion, samfundsfag

Simone og Eitan er opdraget til at forsvare staten Israel for enhver pris. Eitan slutter sig til det israelske militær. Simone støtter Israel på ‘den anden slagmark’: De amerikanske universiteter. Men da de oplever Israels behandling af det palæstinensiske folk med deres egne øjne, bliver de forfærdede og knuste. De slutter sig til bevægelsen af unge, amerikanske jøder, der kæmper mod den gamle garde om Israels centrale placering i amerikansk jødedom og kræver frihed for det palæstinensiske folk. Deres historier afslører en generationskløft i det amerikansk-jødiske samfund, hvor flere unge jøder sætter spørgsmålstegn ved de fortællinger, deres synagoger og hebraiske skolelærere gav dem som børn.

Theatre of Violence

Theatre of Violence

Emil Langballe & Lukasz Konopa / Helle Faber / Danmark & Germany / Fag: psykologi, filosofi, dansk

Dominic Ongwen var kun ni år, da han blev bortført og voldeligt tvunget til at være børnesoldat hos den ugandiske terrorgruppe Lord Resistance Army. I adskillige år begik Ongwen drab, tortur, slaveri og plyndringer i små landsbyer i Uganda, først som børnesoldat og siden som højetstående medlem af guerillagruppen. 30 år efter overgiver Ongwen sig til myndighederne og står nu anklaget for forbrydelser mod menneskeheden i Den Internationale Domstol i Haag – som den første tidligere børnesoldat nogensinde. Dokumentaren følger retssagen i Haag sideløbende med at vi hører ofrenes historier fra Uganda, der ikke mener at Ongwen er den egentlige skyldige. Filmen er en uafrystelig fortælling, der stiller nogle af de sværeste spørgsmål, som mennesker har spurgt sig selv om i århundreder. Hvordan skal ondskab straffes, når den udspringer af bødlens egne traumer og fortid som offer? Er der tale om retfærdighed, hvis en enkelt person modtager straf for forbrydelser, der er begået kollektivt og i indirekte tvang via hjernevask? ‘Theater of Violence’ er en oplagt dokumentar som baggrund for diskussion af ondskabens komplekse offer/bøddel forhold, og om hvordan straf fungerer som sociologisk fænomen.